Nemme Primula
Af Knud A. Møller

Nemme Primula! Hvad er det? Jeg er helt sikker på, at det er der blandt primuladyrkere mange meninger om.

Primula, som er nemme i én have, trives måske ikke i en anden have. Primula som plantes under de forkerte forhold i haven, og som følge heraf ikke trives, kan godt under de rette forhold være en nem Primula. Ved nemme Primula forstår jeg de primula, som ikke kræver meget specielle forhold til jordbund, lys og fugtighed udover, hvad de fleste Primula trives godt ved, samt at de er lette at formere ved såning eller deling, og at de er flerårige. Med hensyn til det sidste, så står der jo i alle primulabøger ”at den primula er flerårig i alt fald på hjemstedet”, men det gælder desværre ikke altid i vores haver, hvor nogle ofte er toårige. Dette skyldes i alt fald i Danmark væsentligt vores klima, som er fugtigt om vinteren og tørt om foråret og sommeren. Det omvendte er tilfældet på planternes hjemsted. De fleste primula trives bedst i halvskygge eller ”vandrende skygge”, med rigelig fugtighed i vækstsæsonen og i en let, porøs, neutral til let sur jord.

Når man tager hensyn til disse grundlæggende krav, så er der heldigvis mange smukke primula, som er nemme, og som kan anbefales nye primuladyrkere at starte med.

Mine følgende anbefalinger er alene baseret på erfaringer, jeg har gjort i min egen have.

Først de tre danske Kodrivere,

P. vulgaris, P. veris og P. elatior.

De vokser i naturen i græs, på grøftekanter og i skovkanter, hvor man kan samle frø af dem, og de trives godt i vore haver, og har de det rigtigt godt, formerer de sig selv.

I planteskolerne har de om foråret haveprimula i vidunderlige farver. Det er P.x polyanthus- og acaulishybrider.

Det er sorter opstået ved krydsning af bl. a. de tre danske kodrivere. De trives fint i haven. På Klubbens frølister findes altid de berømte Barnhaven-polyanthus, som er nogle af de bedst og smukkeste.

Polyanthus-hybrid `Chartreuse’ (Knud A. Møller)

Barnhaven polyanthus (foto: Knud A. Møller).

Allerede fra december/januar kan vi i supermarkederne købe de farverige små primula (acaulishybrider), og nogle få af dem kan godt klare en dansk vinter udendørs.

Nemme er også de mange farverige haveaurikler eller P.x pubescens-hybrider, en af de længst kendte og dyrkede primula fra 1400-tallet. Vores bedstemor dyrkede dem i køkken-haven som kantplante. De har det med at kravle op af jorden efter et par år, men så kan man enten lægge frisk jord omkring dem eller omplante dem.

I planteskolerne kan man også få juliahybriderne eller pudeprimulaerne i flere farver. De trives fint i stenbedet.

Af yderligere nemme forårsprimula vil jeg nævne P. denticulata eller Kugleprimula i flere farver og den røde P. rosea eller Rosenprimula.

Begge gror bedst i meget fugtig jord. Kugleprimulaens kraftige blade skyder først frem efter blomstringen, og bliver derved en god bunddækkende plante resten af året.



Udvalget af primula som blomstrer fra maj og senere er ligeledes stort.

Først den japanske og yndige P. sieboldii. Den findes i hvide, rosa, røde og blå farver. En fin og nem primula, som mest dyrkes i skovbedet, men som jeg selv har dyrket i stenbedet. Fra samme sektion vil jeg anbefale de røde P. cortusiodes og P. polyneura.

Og så tilsidst de dejlige etageprimula fra Proliferasektionen og klokke-primula fra Sikkimensissektionen.

Det er høje primula i mange farver. 
Prøv:

P. japonica, P. bulleyana,
P. chungensis, P. secundiflora,
P. burmanica, P. sikkimensis,
P. alpicola
Og den største af alle
P. florinda.

Alle er nemme, når de står fugtigt, især i vækstsæsonen.

De her nævnte primula er ligeledes nemme at formere ved deling eller såning. Jeg vil varmt anbefale det sidste. Det er ikke svært, og det giver hurtigt mange nye primula til haven. Klubbens frøliste indeholder frø af alle de nævnte arter. Og hvis man ikke har lyst til det, så findes der andre muligheder for at få fat i disse primula, bl. a. ved at komme til medlemmernes åbne havearran-gementer eller plantemarkeder, hvori Klubben deltager. Her vil i de fleste tilfælde være mulighed for at erhverve sig disse planter.

P. bracteosa (foto: Karl Kristensen).

P. rosea (foto: Karl Kristensen).

P. moupinensis (foto: Rudolf Frandsen).

P. nana (foto: Rudolf Frandsen).

Haven beskrives i deres folder som en Himalayan woodland garden. Den ligger på en 2,4 ha. stor skrånende grund. Jeg besøgte haven i 1998 og var meget imponeret over de mange planter og især primula, hvoraf mange var sjældne. Jeg har aldrig siden set en have hvor der var så mange Petiolares primula. John viste mig et lille vandløb, som snoede sig ned gennem skoven, langs bredden havde han plantet P. sonchifolia. Man kunne virkelig se den stortrives her, deres blade målte helt op til ca. 35 cm. Da jeg spurgte hvilken jord der var her, sagde han det var veldrænet bladmuld og for at vise hvad han mente, tog han en gren på ca. 50 cm. som han uden besvær stak i jorden. Inden jeg kørte fra haven købte jeg nogle få Petiolares primula, der iblandt P. moupinensis. Jeg synes ikke den er så blomstervillig som de andre Petiolares primula, men jeg synes det er en sjov primula, da den sætter udløbere på samme måde som f.eks. jordbær. Ron McBeath der indsamlede denne Primula, har planteskolen Lamberton Nursery, og i hans sortiment er der mange sjældne primula og han sender gerne planter til Danmark.

PRIMULA NANA.
Man kender nok bedst denne primula under navnet P. edgeworthii som den hed før. Men man kan læse i decembernummeret 1998 af The New Plantsman side 211 til 213, at efter botanikerne i mange år har haft svært ved at identificere denne lille primula, er de nu endelig blevet enige om, at den skal hedde Primula nana. Navnet har den fået af den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1785-1854). I 1824 havde Nathaniel Wallich beskrevet P. nana ud af tre planter, der var indsamlet i Tibet. Den gang vidste man ikke at denne lille plante havde den egenskab, der hedder heterophylli ”forskelligbladet”. Det betyder at den efter blomstring danner nogle sommerblade som er forskellige fra forårsbladene. Dette gjorde at der med tiden blev givet flere forskellige navne til de indsamlede planter af denne art. Derfor må man vel, indtil botanikerne måske finder på at føre den tilbage til et af de andre navne, bruge det langt nemmere navn P. nana. Primula nana gror i fugtige skove, gerne nær ved vandløb. Blomsterfarven kan være ret varierende fra violet, lilla, lyserød, til hvid og blå.

PRIMULA SONCHIFOLIA.
Primula sonchifolia er sammen med en gruppe på ni arter, der alle får en stor hvileknop om vinteren. Knoppen er dækket af hvid/gult mel og kan måle helt op til 5 cm. i diameter. Jeg dækker alle mine Petiolares Primula mod regn om vinteren og dette gælder også de arter, der får en hvileknop. Primula sonchifolia gror i naturen på våde bjergenge under Rhododendron. De blomstrer inaturen
i maj-juli, men i kultur kan de begynde at blomstre allerede i februar- marts måned. At formere Petiolares primula fra frø er ikke noget af det nemmeste og dog, hvis blot frøene er friske spirer de rimelig godt. Jeg var heldig i 1994 at få fingre i noget frø fra nogle sjældne primula indsamlet i Yunnan af Clark, Wilson og Nielsen. Frøet jeg fik var ikke friskt og det meste spirede ikke, men efter 2 år kom der en enkelt spire ved Primula sonchifolia. Den blev passet og plejet med vand og drivhusgødning og det viste sig, at den var anderledes end den jeg havde i forvejen. Denne her plante var mere mørk i blomsterfarven, bladene mere savtakkede og med røde bladnerver. Jeg havde den på et skygget sted under en cypres, hvor den såede sig selv (3-4 planter). Dog syntes jeg at jeg lille finde et bedre sted til den i haven. Dette resulterede i, at de alle gik ud.

PRIMULA BHUTANICA.
Primula bhutanica er nok en af de smukkeste af alle Petiolares, de klare lyseblå blomster med gul øje kommer tidligt forår, lige efter de melede blade er kommet frem fra den overjordiske hvileknop. Den hører til samme gruppe som P. sonchifolia, hvor der som sagt er ni arter der alle får en stor overjordisk hvileknop. Alle ni arter fra denne gruppe får som P. nana i løbet af deres vækstperiode, to slags blade. Først kommer der nogle der er næsten ustilkede og omvendt ægformede ved blomstring, senere på sæsonen bliver de tydeligt stilkede og trekantede.

PRIMULA PULCHRA
Den sidste primula i sektionen Petiolares jeg vil nævne, er en lille plante i undersektionen Griffithii. Blomsterstilken på P. pulchra strækker sig til 3 cm, muligvis lidt mere; herpå kommer 1-10 mørkeblå til violette blomster, 30 mm i diameter og med et lille gult til orange øje. Fra en spids, oval, mørkegrøn til rødlig hvileknop kommer de små mørkegrønne, let skinnende, takkede blade, 9x3 cm, som sidder på en lille stilk. Bladene er som hos de før nævnte heterophyllous, altså ”forskelligbladet”. Det er en sjælden lille plante, selv om den forekommer over store områder fra central Nepal til øst Sikkim, nordøst Bhutan, sydøst Tibet og i Assam. I naturen gror den på fugtige, kolde, isfyldte, tyndt bevoksede bjergskråninger eller høj-alpine græsenge i en højde af 3500-5000 m. Jeg købte mit eksemplar af P. pulchra på Amberton Nursery i 2002. I min have fik den en skygget, kølig og fugtig placering, den voksede ikke, men der var blomst i den de næste par år men uden at sætte frø; derefter døde den. Da jeg derefter kontaktede Ron McBeath pr. e-mail for at købe et nyt eksemplar, kunne han fortælle mig at hans planter heller ikke havde sat frø, og han troede det måske skyldtes at de var selvsterile, måske fordi de planter han havde haft, stammede fra deling af samme plante.

Ud over de dyrkningsforhold jeg har nævnt, er der yderligere et par ting man bør tænke på, hvis man vil dyrke Petiolares primula. Ud over at de kræver at blive plantet i en kold, fugtig, humusholdig spagnumjord, i halv til hel skygge, vil de i vækstperioden gerne have en kompost af spagnum, humus, som kan være godt omsatte bøge- eller egeblade og gamle nåle fra ædelgran, f.eks. Nordmanns eller Nobilis. I denne kompost blander man noget langtids omsat gødning; her anbefaler jeg ”Osmocote”. Førhen brugte jeg kød og benmel, men da dette ikke kunne købes mere, blev jeg af en forhandler rådet til at bruge ”Animix”. Måske var det mig, der blandede det forkert, for det kostede mig 5-6 planter. Hen engang i november lægger jeg et ”tag” over mine Petiolares primula. Taget, der kan være noget sammenbukket plast eller en halv lerpotte, beskytter planten mod al den vinterregn, vi får her i Danmark. Det er meget vigtigt at ”taget” ikke lukker så tæt, at der ikke kan komme luft til planten. Det beskyttende tag fjerner jeg tidligt forår, når jeg kan se planten begynder at gro.

Til toppen


Primulagleder i Norge
Af Ebba Holmboe, Norge

Jeg vokste opp i store hager, ved Lillebælt og i Vestjylland i Danmark. Primula er en planteslekt jeg alltid har vært glad i, som liten var det en kjempestor glede å plukke store buketter av kodriver (hulkravet kodriver – på norsk: marianøkleblom) i skrentene ned mot Lillebælt. I mine barndomshager var primula også rikt representert, og da jeg startet med egen hage i Spydeberg i Østfold sto primula høyt på ønskelisten og jeg sådde en god del. Men i 1995 flyttet vi til Ås i Akershus, 30 km sørøst for Oslo og med mye bedre klima enn i Spydeberg, men det betød også å skifte fra hage på 3 000 m2 til et atriumhus med hage på 140 m2 pluss en liten forhage på rundt 20 m2.

Denne lille hageflekken her har jeg anlagt med surjordsbed, og hele hagen er bed, bortsett fra en hellelagt gangsti. Som det sees av oversiktsbildet fra hagen, er den også bygget opp med torvblokker, hvilket gir plass til mange flere planter, og jeg steller mye med saks, så småtrær og busker blir oppstammet og dermed gir plass for andre planter under. Jeg har stor glede av å samle på litt spesielle planter og har per i dag 114 ulike rhododendron, en del barvekster, småtrær/busker og masser av stauder som passer i surbundsbedet/woodlandhagen, men selv om jeg er ivrig plantesamler, er jeg veldig opptatt av det estetiske. Hagen skal også være en fryd for øyet – og målet mitt er blomstring 12 måneder i året, men det avhenger av snømengdene, og er ikke alltid mulig.

Jeg må erkjenne at jeg ikke har full oversikt over alle mine planter, men mener å ha rundt 1 000 ulike planteslag her i hagen, så full oversikt får jeg først når alle plantene er kommet inn i mitt plantearkiv på Pcen (har hatt en programmerer til å bygge et plantearkiv etter mine ønsker, og det fungerer bra og jeg kan legge inn fire bilder til hver plante!).

I mitt plantearkiv er det 43 ulike primulaer, men jeg vet at ikke alle er registrert der, og vi er ved å se en ende på en vinter, og det går alltid en del planter til i løpet av vinteren, jeg bor jo tross alt i Norge. Jeg er ikke alltid flink til å undersøke vekstforhold og hardførhet innen jeg kjøper, da jeg er en stor tilhenger av å kjøpe planter jeg ikke kjenner, planter jeg synes er fine der de står i planteskolene, og også planter jeg har sett i bøker, på Internett eller i fjernsynsprogrammer og dermed har på ønskelisten.

Når jeg kommer hjem etter en plantejakt, starter registering som også omfatter fotografering og jakt i mitt ”bibliotek” (som har vokst veldig mye) og på Internett. Når jeg har funnet informasjon om plantene, er det så å finne det perfekte stedet i hagen til dem og håpe på at de vil trives og klare de forholdene jeg kan tilby dem her!

Oversigtsfoto (foto: Ebba Holmboe).

Dette var litt generelt om min hage og mitt forhold til primula, og nå vil jeg trekke frem noen av dem som jeg er særlig glad i:

Primula vialii
Dette var en av de første primulaene jeg selv sådde, og det er en primula jeg alltid har i min hage. Jeg hadde nok ennå større hell med dem i min første hage, hvor det var leirjord (ganske så blå) som jeg forbedret med hestemøkk, torv osv. Der hadde jeg flere år 30–35 blomster på en gang, et utrolig syn. Nå må jeg kjøpe nye planter med ujevne mellomrom,
men her hvor hele hagen er bygget opp med torvjord, som jeg hele tiden forbedrer med tilføring av kompostkutt og torv, er plantene ikke så langlivede, men da er det bare å kjøpe nye...

Primula yargongensis
Jeg har kjøpe denne primula under dette navnet, men ser at den også heter Primula involucrata ssp. yargongensis. Dette er en relativ ny kjærlighet, men de sart lilla, lette blomstene gikk rett inn hos meg. Den står hos meg ved vår vannkule og under et hengende hjertetre, og utviklet seg veldig fint, så det er bare å håpe at jeg ser den til våren.

Primula villosa
Her har vi også en liten sjarmerende primula, som har sitt hjemsted i Østerrike. Den er relativt ny i min samling. Den bare sto i en planteskole og måtte med meg hjem, og så har jeg satt meg litt inn i dens krav til voksestedet, og det ser ut til å gå godt. Jeg har også Primula villosa var. commutata og setter også den veldig høyt for dens sarte sjarme.

Primula capitata mooreana
Ja, dette er et deilig problembarn, men uansett er den en så flott plante, så den må bare innkjøpes hver gang den dør. Jeg har stor sans for primula med den form på blomsterstanden, og de gir også fine muligheter til å leke med fotoapparatet!

Primula recubariensis
Denne lille blå-lilla primulaen er så langt jeg har funnet ut, en relativ ny art som kommer fra Carega-massivet i Italia. Primula recubariensis er veldig lik Primula hirsuta, men den er jo mye mer rosa i fargen.

Jeg kunne ha fortsatt med mange av mine primulaer, for eksempel Primula alpicola med varianter (jeg har Primula alpicola var. alba, Primula alpicola var violacea og Primula alpicola var luna), Primula sikkimensis (i tillegg har jeg planter fra en frøinnsamling som er betegnet Primula sikkimensis SSSE 199 og Primula sikkimensis var. hopeana) og Primula sieboldii, som jeg har flere forskjellige av (jeg har blant annet disse to navnesortene: ’Galaxy’og ’Dancing Ladies’), nei jeg må bare slutte og konkludere med at jeg er utrolig glad i primulaer og kommer alltid til å kjøpe nye og uprøvde primulaer jeg kommer over. Jeg var en gang så heldig å få oppleve å være på Chelsea Flower Show i London, og det var veldig spennende å se alle disse showprimulaene, men det er nok ikke noe å satse på i en liten hage med norsk vinter.

Til toppen

Mina primula i Sverige
Af Per Berggren, Sverige

Vår trädgård är belägen på Orust i Bohuslän några hundra meter från havet. Utanför oss ligger Kärringön och Måseskärs fyr, två kända platser på den svenska västkusten. Detta är egentligen en mycket ogästvänlig plats för släktet primulae. Vintern är snöfattig, kall och blöt med salta vindar från Nordsjön. Somrarna är ofta blåsiga och torra.

Vår tomt är på ca 1500 kvm och består av berg, gräsmatta och rabatter En tredje del av vardera. Tomten är kraftigt kuperad och uppbygd i tre etage. Jordlagret är bara några dm och består mest av lätt ljungjord. Jorden är förbättrad med torv, grus, lera och kogödsel. I stort sett är alla rabatter upphöjda för att ge tillräckligt djup för rötterna. De här förutsättningarna är inte gynnsamma för alla primulor och vissa arter får man betrakta som bienner.

Vår have är en sommarträdgård. Vinterbostaden ligger ca 10 mil bort vilket gör tillsynen problematisk.När vi flyttade hem i oktober hade vi ungefär 1300 primulor fördelade på 56 olika sorter (arter, underarter, namnsorter och färgvarianter). Alla plantor i vår trädgård har vi dragit upp från frö eller genom delning av gamla plantor. Med den här mängden arter och färger på en liten yta är det stor risk att avkomman inte blir artriktig. Av årets primulafröer från Dansk Primulaklub lyckades vi få följande utplanterings mogna , kallgroende fröer alpine mixed 14, daonensis 12, flaccida 0, ioessa 7, prenantha 2 och varmgroende fröer algida 0 , aurantica 13, cernua 16, concholoba 2, glomerata 36, jesoana 0 , kisoana 36, luteola 72, pruhoniciana 5 och parryi 8. Det var härliga sorter som Dansk Primulaklub kunde erbjuda och vi är mycket nöjda med resultatet.

Vinterskötseln är lite speciell eftersom vi bor 10 mil från trädgården. I mitten av oktober börjar vi med att täcka alla rabatter med folieplast (ej veris och vulgaris plantorna). I slutet av november tar vi av plasten och lägger först på gammalt granris (utan barr, för luftningens skull). Därefter ett lager med torrt löv som vi täcker med färskt granris. Sedan lägger vi på plasten igen. Plasten ligger på ställningar varför luftningen blir tillfredställande. I början av mars tar vi av plasten men låter granriset ligga kvar för att skydda emot den starka vårsolen. Vanligtvis tar jag av granriset i slutet av mars eller början av april.

Vi älskar alla primulor varför det är svårt att välja några enstaka art. Jag känner starkt för en av de allra minsta Primula modesta. Den blygsamma, försynta och anspråkslösa. Det är ett under att denna lilla spröda växt kan överleva i en tidvis bottenfruset stenparti. Primula modesta tillhör sektionen Farinosae. Blir ca 10 cm hög, har grågröna blad och liten flock rosa blommor. Tycker om porös och stenig jord och får ett årligt tillskott av kalk. Modesta vill ha fuktigt under tillväxtperioden och torrt på vintern. Den övervintrar med en sluten knopp. Den blir inte gammal och vi brukar så om den varje år. Sådden behöver ingen kylperiod och fröna gror lätt. Däremot självsår den sig inte i vår trädgård. Hos oss växter den i ett stenparti som lutar åt öster. Vi brukar ge den en upphöjd plats för att den inte skall försvinna intill de mer robusta artfränderna. Primula modesta växer vilt i Japans alpina områden.

En annan grupp primulor som vi är förtjusta i är auriklerna. Vi har aurikler, daonensis och flera färgvarianter av pubescens. Favoriten här är daonensis. En aurikel från våra europeiska alper. Fröna kommer från Holubec, Tjekoslovakiet och är fömedlat av Troels Juhl och Primulakluben. Det är mycket intressanta fröer som erbjuds oss varje år. Daonensis vill helst växa på granitgrund varför det skall bli mycket intressant om daonensisen gillar den Bohuslänska graniten. Primula daonensis växer naturligt på stenig betesmark och i bergstrakter utan kalk. Bladen är ca 5 cm långa och kilformade Bladkanterna är tandade. Bladskivan är täckt med små röda hår. Blomstängel är ca 7 cm och
täckt med små orange körtelhår. Blomkronan är högröd med vitt öga. De plantor som vi har är troligen
förädlade eftersom den rena arten är sällsynt i odling.

En planta som jag tycker är svårt att förbigå är Primula veris, vårens budbärare. Den är vacker att skåda och doftar underbart. Den är mycket fördragsam, tål torka bra och har en enastående förmåga att komma igen. Den kan se anskrämlig ut när snön går bort men efter några vårveckor prunkar den ståtligt. Tycker om sand- eller mullblandad jord som är något fuktig och kalkhaltig. Men växer bra även om inte dessa förutsättningar finns. Fröerna av den vilda varianten av Primula veris behöver en kylperiod medan den odlade verisen är varmgroende. Primula veris är en av de mest spridda arterna .Den blommor under maj och juni eller ”från svalans ankomst tills granen blommar” enl. Carl von Linne`. Den trivs vid havsstranden och förekommer upp till flera tusen meters höjd. Veris är en av de mest otrogna växterna som pollinerar sig med andra arter vilket ger många färgkombinationer. Dessutom är den enda primulan som växer vilt i Bohuslän.

Den årliga skötseln av primulor är enkel. Vid nyplanatering använder vi kogödsel och där så behövs kalk eller stenflis. Varje år tillför vi ca 3 cm mulch (en blandning av barkmull, torv, kompost, lera, kogödsel och konstgödning). Under växtsäsongen vattnar vi med Bio Bacht och urea (ett på tio). Gödselvattningen börjar ca tre veckor före blomningen . Vi planterar om plantorna vart tredje år i ny rabatt eller byter ut jorden i den befintliga rabatten. Skadedjur är vi förskonade ifrån. Råddjur, hare och sniglar tycks inte gilla primulor. Vi avstår från att gödsla med benmjöl och blodmjöl så slipper vi bökande grävlingar och rävar.

P. daonensis (Foto: Rudolf Frandsen)

Mine Show-aurikler
Af Anny Pedersen

Mine største favoritter inden for primula er nærmest en lidenskab, som kom ved lidt af en tilfældighed. Ved et besøg hos Sigfred Nyborg fik jeg øje på nogle særprægede (og fantastisk flotte) primulaer og måtte vide hvad det var for nogen. Sigfred fortalte at det var ”Show-aurikler”, og dem måtte jeg absolut have nogle af. I løbet af de næste år fik jeg oparbejdet en større samling af Showaurikler. Samtidig med at samlingen voksede, steg også interessen for denne fantastiske plante. Historien om Showauriklens tilblivelse er i sig selv uhyre interessant.

Starten på Showaurikler kendes fra litteraturen, nemlig den naturlige krydsning mellem Primula auricula og Primula hirsuta med navnet Primula X pubescens. Primula auricula og Primula hirsuta er begge vildtvoksende i alpeområder, hvor Primula auricula foretrækker steder med skifer- og kalkunderlag, vokser Primula hirsuta på kalkfattige steder. Hybriden Primula x pubescens kan i modsætning til de to andre trives i næsten al slags jord.

Primula auricula har gule og duftende blomster, bladene er kødfulde og glatte samt mere eller mindre melede, medens Primula hirsuta har et utal af rødviolette blomster, brede blade, der smalner ind mod rosetten og er stærkt behårede. Denne hybrid og andre hybrider inden for auricula sektionen blev ved et intensivt forædlingsarbejde, udført af amatører, starten til det vi i dag benævner som Showaurikler.

Disse primulaer bredte sig over Europa og med udbredelse især i Belgien og Holland, hvor de flamske vævere dyrkede dem. Disse vævere, som tilhørte bevægelsen huguenotterne, som stod for en protestantisk tro, blev under blodige forfølgelser fra katolikkernes side i et antal af 2-300.000 fordrevet fra kontinentet, fra midten af det 16. og hen til slutningen af det 17. århundrede. Mange kom til England, fælles for mange af dem var, at de på flugten tog deres Primulaer med, som derved blev starten til de “Showaurikler”, som især engelske havefolk i dag er kendt for at dyrke og forædle til det mest perfekte stade, hvor man afholder udstillinger med præmier til de bedste.

Blandt de mange utroligt smukke aurikler er det især de stribede som har fanget min interesse og min søgen efter stof om emnet bragte mig i forbindelse med Allan Hawkes, som har en stor viden om stribede aurikler, og selv har udviklet adskillige navngivne stribede aurikler og det var en fornøjelse at besøge ham da vi var en tur i England.

Arundel Stripe er en af de stribede aurikler jeg er mest glad for – den er smuk i blomsten med gult center og hvid og violet stribede kronblade, den trives godt i haven. Medens jeg sidder her og skriver i december måned kan jeg fra mit vindue se ud i haven, den er meget våd, da det regner og regner hver dag, temperaturer omkring 10º minder mere om forår end vinter. Jeg kan se to aurikler som blomstrer i min forhave, en alpin med gul center og svagt blå kronblade – det er en frøplante, derfor den blege farve. Den anden er en gul Showaurikel med mel i centret og gule kronblade, fantastisk syn på denne årstid.

I mit drivhus er der også en aurikel der blomstrer lige nu ”Blue Wave”, som er en border, den ser meget elegant ud med gul center og dybblå kronblade. Normalt trækker bladene på auriklen sig sammen om vinteren og ligner små rosenknopper, de går nærmest i hi og skal vandes sparsomt i ca. 4 måneder, hvorefter de til foråret igen folder sig ud med de mest fantastiske blomster i april – maj måned, men som nævnt kan man altså også være så heldig, at der er enkelte undtagelser der blomstrer uden for sæsonen.

Show aurikel "Sheerwood" (foto: Knud A. Møller)

Show aurikel "Rolts" (foto: Knud A. Møller).

Til toppen


Primula sieboldii – og Sakurasoh-primulaer

Her vil jeg fortælle lidt mere om denne smukke og nemme primula, som findes i utallige former og farver, idet den har været genstand for et stort forædlingsarbejde i Japan gennem flere hundrede år. Teksten er udarbejdet efter en artikel af Ove Leth-Møller, tidligere formand for Dansk Primula Klub, som blev bragt i PRIMULA nr. 3 1989. Oves tekst bygger i høj grad på en omfattende artikel om japanske Sakurasoh-primulaer skrevet af japanerne K. Oogaki, T. Torii og K. Hara. Denne artikel findes i en engelsk version fra et internationalt primula-møde: An Invitation to the World of Japanese Primulas, the 1992 International Primula Symposium April 10-12. Fra denne publikation er figurerne hentet.

Primula sieboldii er en smuk og yndefuld plante, som tillige er let at dyrke og formere, og så findes den i mange former og farver, så der er virkeligt noget for en primula-samler. Den har sit udbredelsesområde i Japan, Korea, Manchuriet og i Nord - Mongoliet, hvor den vokser i engområder, langs bække og floder, i åbne skovområder samt i højlandet. I haven
foretrækker den en fugtig og rig humusholdig jord, hvor den danner et system af stærkt forgrenede jordstængler i jordoverfladen. Herfra skyder de lysegrønne blade op i det tidlige forår og snart efter i maj måned kommer blomsterstænglerne til syne. Kronen er normalt 2-3½ cm i diameter og oftest med tokløvede flige, men der er også former med frynsede kronblade. Farven kan variere meget men er typisk i pastelfarver fra det rosa og violette til det rent røde eller blå. Desuden er der helt hvide former. Hen på sommeren visner blomster og blade helt væk, så der bliver helt bart omkring voksestedet. Derfor er det en god idé at kombinere den med planter, som kommer sent frem og står længe. Det kan f.eks. være bregner. P. sieboldii foretrækker som mange primulaer en vokseplads med halvskygge.

Historisk baggrund

Der kan drages mange paralleller mellem forædlingen af Show-aurikler i England og forædlingen af P. sieboldii i Japan, som efter sigende har resulteret i udviklingen af over 2600 navngivne Sakurasoh-primulaer, som disse forædlede typer af P. sieboldii kaldes. Navnet Sakurasoh er sammensat af de to ord ”Sakura”, som betyder kirsebærblomster og ”Soh”, som betyder plante. Man skal helt tilbage til det 16. århundrede for at finde den første omtale af Sakurasoh. Det fortælles at nord for der, hvor Tokyo ligger i dag, var der tidligere et stort og meget frugtbart engområde, hvor folk kom på traveture og nød synet af Sakurasoh, som de fandt i forskellige farver og tog med hjem og dyrkede i potter. Således startede forædlingen, og senere er der ved krydsninger og selektion udviklet disse mange forskellige navnesorter. I Japan er der lange traditioner for afholdelse af udstillinger med Sakurasoh- primulaer i potter, og der er derfor udviklet en klassifikation af de forskellige typer, som inddeles efter blomstens udseende, ligesom det er tilfældet for Show-aurikler.

Klassifikation af Sakurasoh-primulaer

Sakurasoh inddeles efter blomstens størrelse, farve og farvetegninger og kronbladenes former. Der er f.eks store forskelle i kronbladenes bredde, spaltens dybde, hvis der overhovedet er en spalte, og der er typer, som i stedet for en spalte har en frynset rand. Hos nogle er kronbladene mere eller mindre indrullede eller har et ”krøllet” udseende. Blomsterfarven varierer fra karmosinrød til rosa, lyserød, hvid, lavendelblå og violet, mens farver som orange, gul og rent blå ikke forekommer. Der er typer, hvor oversiden af kronbladene afviger fra farven på undersiden, idet oversiden f.eks. kan være hvid, mens undersiden er rød, lyserød eller violet og undersidens farve kan ses gennem bladet. Nogle enestående typer er de, som har randen af kronbladene i en anden farve end grundfarven, nogle kan være grønne i randen, nogle hvide, og en helt anden blomst med et rødt øje forekommer også. Disse forskellige former og farver har specielle japanske navne, som det fremgår af figurerne og danner altså basis for klassifikationen, som den bruges ved udstillingerne. Her bringes en oversigt over forskellige blomstertyper

Variationer af Sakurasoh-blomster

Til toppen